Regn, storm og bulder og brag. Hele natten har det tordnet og lynet og øsregnet over øen Kos. Da jeg vågner, er min første tanke, at bare de tyrkiske menneskesmuglere ikke har sendt bådflygtninge ud på havet i det vejr.

Men det har de.

Da jeg kommer ned i hotellets reception er der kaos og høj snak på arabisk. Det vrimler med nytilkomne mænd, kvinder og børn. Syrere og irakere. Flygtninge, som i nattens løb er kommet ind i overfyldte gummibåde, faldefærdige træskibe eller gamle speedbåde.

I det vejr, tænker jeg. Hvor må de have været bange, når de har siddet der i flere timer i nattens mulm og mørke, tætpakket uden at måtte røre sig – for så kæntrer båden. Våde og forfrosne. Drivende omkring med strøm og vind, fordi der kommer vand i motoren og den sætter ud. Det sidste lange stræk må de fleste både padle til land.

Sådan har mange efterhånden fortalt mig om turen fra den tyrkiske by Bodrum til øen Kos. Kun ti kilometer i fugleflugtslinie, men uden motor kan turen blive lang, og bådflygtningene aner aldrig, hvor de lander på øen. Bagefter må de ud at trave ind til byen Kos, hvor de skal registreres. Det er forbudt at samle flygtninge op i bil.

Men nu er de her på hotel Caterina, i gaden med alleen af pinjetræer, cikadesang og aftendufte af jasmin. Trætte, udmattede og sultne. Stemningen er intens. Alle synes ophidsede. En lille dreng klamrer sig grædende til sin mor. På en stol sidder en gammel syrisk kvinde og drejer sin bedekrans. Hun sad her også i går. Der står en kørestol henne i hjørnet.

Den altid søde hotelværtinde undskylder meget, at der ikke er noget morgenbord i dag. Det gør ikke noget, så har jeg en rigtig god grund til at gå ned til den cafe ved havet, jeg opdagede forleden. Den ligger blot hundrede meter fra havnekajen, hvor flygtningelejren med alle teltene er. Det mest fredfyldte sted, jeg kan finde i øjeblikket. Udsigten over det blå hav til Tyrkiets bjerge giver en forunderlig ro i sjælen.

På kajen med alle de små grønne og blå telte er der fyldt med flygtninge og migranter. Alt og alle er våde efter regnen. Teltdugen har ikke kunnet modstå det kraftige uvejr og et sted er danske Diana ved at tømme et telt. Hun er frivillig her og guld værd, for hun taler arabisk. Det sejler med vand i teltets bund. Over alt på asfalten, på stakitter eller i træer ligger eller hænger der vådt tøj til tørre i den sol, der en gang imellem bryder igennem. Et øjeblik efter styrter det ned igen. Store vandpytter over alt.

Stemningen er nærmest eksplosiv, og jeg føler mig ikke helt så tryg, som jeg har gjort de andre dage. Der kommer flere og flere. Hver nat mindst mellem 400 og 500. Kos huser konstant mindst 1400 flygtninge og migranter, som utålmodigt venter på, at deres papirer skal blive færdige, så de kan komme videre med færgen til Athen og fortsætte op gennem Europa, for det meste til Tyskland eller Sverige. Vinteren nærmer sig og med den dårligt vejr, og flygtninge og migranter har hørt, at Europa er ved at lukke sine grænser. De kommer fra Syrien, de kommer fra Irak, og Iran, og fra Pakistan, Afghanistan og Afrika.

Igår var der ikke mad nok til alle. I parken bag politistationen, hvor uddelingen af mad finder sted, måtte folk gå sultne bort. De heldige måtte nøjes med en enkelt croissant. Med regnen og kulden og sulten stiger agressionerne. Foran politistationen har der et par gange været optræk til ballade. Så bliver menneskemængden hårdhændet gennet om bag et hegn af det græske politi. Som dyr.

De sidste dage er der kommet flere store familier fra Afghanistan. Børn i alle aldre, gamle, kvinder og mænd sidder over alt på havnekajen på UNHCR udleverede tæpper og måtter. De fleste af syrerne og irakerne bor på hoteller – hvis ellers de har penge. Igår snakkede jeg via en tolk med en afghansk familie.

Med stoisk ro og stort mullahskæg sad familiens overhoved på en måtte foran det lille telt og betragtede det kaotiske liv omkring sig, mens hans kone kæmpede en fortvivlet kamp for at få sin baby til at drikke lidt mælk af en sutteflaske. Syv børn i alle aldre var der. En gammel bedstemor gemte sig bagved. Moderen havde ikke mere brystmælk til sin baby, og barnet ville ikke drikke af sutteflasken. Det skreg af sult. Familien havde været undervejs en måned for at komme her. Gennem Pakistan, Iran og gennem Tyrkiet. De havde vandret og kørt i bus eller i bil. Og faren havde båret sin gamle mor på ryggen gennem bjergene.

I dag er der rigtig mange store familier fra Afghanistan på kajen, snavsede og forhutlede børn og voksne. Det er ikke den afghanske middelklasse, der flygter til Europa. Disse mennesker har vandret i dagevis på deres fødder for at komme til Europa, dage uden noget at spise og drikke, og når de har fået noget, har det kun været en smule. Og nu er de her. Flygtet fra Taleban. Først var det de unge afghanske mænd, der nåede frem, nu er det store afghanske familier. Vil Europa mon modtage dem?

Den afghanske familie med babyen fra igår er væk. De er kommet på hotel, siger afghaneren, tolken, som taler en smule engelsk.

Mens jeg spiser morgenmad, kommer den græske kystvagt sejlende. Det lille skib prøver forgæves at lægge til for enden af molen. Sidder der ikke en masse mennesker på det lille skibs fordæk? Jeg kommer i tvivl. Det kan også være store sække. Det er svært at se herfra. Skibet sejler længere ind. Lægger til. Noget bevæger sig på dækket. Sække bevæger sig ikke. Det ER mennesker. 30-40 stykker. De går i land. Enkelte har stadig de lysende orange redningsveste på.

Den græske kystvagt har igen måttet redde en kæntret flygtningebåd. Forleden omkom syv ved øen Lesbos.

Dybt berørt går jeg tilbage mod hotellet. På vejen stopper to yngre syriske kvinder stopper mig. Om jeg kan hjælpe dem? Den ene går besværligt med krykker. De har set mig på hotellet. De er søstre og på vej til Sverige, hvor den ene har sin mand, fortæller de. Hende, hvis mand er i Sverige, er gravid i femte måned og har noget med en sene i sit ben. Hun ser udmattet ud, og hun kan næsten ikke gå for smerter. De spørger, om jeg kan skaffe en kørestol. Jeg tænker på, hvordan i al verden, de skal nå helt til Sverige. To kvinder alene. Den ene gravid og i kørestol. Det er ikke ufarligt at tage Balkanruten op gennem Europa. Jeg har læst om røverier, voldtægter og kvinder, som bliver solgt til prostitution. Hvorfor er manden dog ikke rejst dem i møde?

Kvinden, som fik sig en kørestol.

En fra Læger uden Grænser lover at skaffe en kørestol. Den vil ankomme i løbet af dagen til vores hotel. På hotellet prøver jeg at forklare, at der kommer en kørestol til en gravid kvinde, som bor her. En ung syrisk mand spørger mig straks, om jeg også kan skaffe en kørestol til den gamle kvinde med bedekransen. Den unge mand taler et godt engelsk og jeg får ham forklaret, at jeg ikke er læge, som han tror.

Jeg skal have færgen i aften til øen Leros, og jeg går op for at pakke min kuffert. Da jeg kommer ned i receptionen igen, får jeg en snak med den syriske mand. Han var engelsklærer i Syrien. Da han hører, jeg er journalist, bebrejder han mig, at de europæiske medier kalder syrerne for flygtninge. Han hader udtrykket flygtninge.

“-Hvis det var jer, som kom til os i Syrien, ville vi byde jer velkomne som vores gæster. Vi ville kalde jer vores gæster,” siger han.

Tilbage til den gamle kvinde med bedekransen. Hun har haft et slagtilfælde, og nu er der noget galt med hjulet på hendes kørestol. Jeg spørger engelsklæreren, om han ikke kan reparere den, eller en anden kan? Det kan han ikke, siger han. Den gamle kvinde rejser alene sammen med sin datter på måske fem og tyve år. De skal op til en søn og bror i Tyskland. Igen tænker jeg med gru på, hvordan det dog skal gå? De fleste af syrerne rejser sammen i store grupper med familie eller venner. En ung pige med sin gamle mor i kørestol. Det går aldrig godt.

Nu dukker Giorgios op. Et græsk buldrehoved fra organisationen Kos Solidarity, der er en sammenslutning af flere frivillige organisationer. De står blandt andet om natten og deler tørt tøj og sko ud til de mennesker, som kommer ind med bådene. Kos Solidarity er velorganiseret med en tavle på væggen i deres lejede lokale, hvor de frivillige kan skrive sig på forskellige vagter. Jeg har set enkelte fra UNHCR og et par nødhjælpsarbejdere fra Læger uden Grænser. Men det store seje træk er det frivillige, som tager.

Hvor er EU henne? Hvor er Røde Kors? Hvor er de store hjælpeorganisationer?

Giorgios har en kørestol med til den gravide kvinde, og de to søstre lyser op i et stort smil. De ved slet ikke, hvordan de skal sige mig tak. Jeg prøver at forklare, at det ikke er mig, de skal takke. Giorgios mener ikke, der er noget galt med den gamle kvindes kørestol.

-“Se selv”, siger han og drøner rundt med den tomme stol i receptionen. Der skal spares på ressourcerne. Kos har ikke et ubegrænset antal kørestole.

Til sidst kommer jeg ombord på færgen til Leros. Der er rullende trapper, røde plysstole og tjenere i græske farver med lyseblå og hvide veste på. På Leros skulle forholdene for flygtningene være ganske forfærdelige.

“Her er forfærdeligt. Jeg vil bare væk. Mine børn skal ikke være et sted som her. Vi har ikke fået et bad en uge og mine børn er sultne, fortæller en syrisk mor. Familien mistede alt, penge, tøj, alt ude på havet. Menneskesmuglerne beordrede folk ombord på den overfyldte båd til at kaste alt, hvad de havde i vandet.

“For meget vægt,” påstod de. Den syriske kvinde og hendes familie, mand og to børn, hun selv var inden flugten engelsklærer i Damaskus, er nu på den græske ø Leros. I en flygtningelejr. Mens de venter på deres papirer, så de kan komme med færgen til Athen og videre op gennem Europa.

“Vi kunne ikke længere være i Damaskus. Bomber. Der var ingen fremtid, og jeg ønsker bare en fremtid for mine børn, siger kvinden. Hun vil ikke fotograferes af hensyn til familien hjemme i Syrien.

I lejren en nedlagt skole er der for det meste op til 1400 flygtninge og migranter. Store syriske familier, store afghanske familier, babyer, et utal af børn, oldinge, mødre og fædre ligger på måtter over alt i de tidligere klasseværelser. Skrald, tæpper, rygsække, legetøj, bamser og vådt tøj ligger eller hænger over alt. Luften er tung. Her stinker af sved og snavs og alt for mange mennesker. Det har øsregnet, tordnet og blæst de sidste dage.

En kvinde i et rum med en masse andre kvinder siger til mig, hun ikke kan ånde.

“Her er ingen luft,” siger hun og kikker op på de tilgitrede vinduer næsten oppe under loftet.

De får ikke mad nok, børnene er sultne, gamle koner rækker tiggende hænderne frem og fører dem op til munden. Læger uden Grænser er her, nogen få fra UNCHR ellers er det frivillige – blandt andet fra Danmark – som sørger for, at der bare er et skær af medmenneskelighed over stedet – syge babyer og børn bliver opdaget, fødende kvinder får hjælp, gamle mennesker bliver tilset af en læge eller sygeplejerske og bare fødder får et par sko – hvis der er sko – for der er nemlig mangel på sko.

Tryk på et af billederne, så bliver de større.

ð

This family, ten people, father, mother, seven children and an old grandmother arrived this morning to the Island of Kos, Greece, saying are fleeing from Taleban.

The family was sitting in front of their small tent in the refugeecamp on the harbour of Kos, when I passed this afternoon. The children was lying aphathetic inside the tent or on the ground. The mother trying to breastfeed her baby, but she said, she has no more milk and her baby – crying of hunger – would not take the milk from the bottle.

The family told that they been travelling for a month to get to Europe through Pakistan, Iran, Turkey, across the mountains, sometimes in a car, but most of the time walking and climbing up and down the mountains.

When walking the father had to carry their grandmother on his bag. Some times they have had a little to eat. Some times nothing.

Doctors without Borders was going to look at the baby.

The last days more and more refugees and migrants from Syria, Irak, Iran, Pakistan, Bangladesh and Afghanistan have arrived on Kos. Most nights 400 to 600 people arrives, and during days and nights they are sitting, lying, sleeping on the ground, waiting to have their papers done at the Greek police and to go on into Europe.

Det er aften, oktoberluften er stadig lun, cikadesang i pinjetræerne og duften af sød jasmin hænger i næsen. De sidste turister her på den græske ferieø Kos nyder en ouzo på cafeerne langs vandpromenaden. Turistturbåde forsøger at kapre kunder, inden en sløj sæson slutter.

Først kom krisen og så kom flygtningene. Som grækerne siger.

På havnekajen myldrer det af liv. Færgen til Athen er ved at lægge til. Det gør den hver aften og hver aften gentager det samme scenarie sig: Syriske familier flygtet fra gruopvækkende krig nu siddende eller stående i grupper med hele deres liv, tasker, plastikposer, tæpper, lette klapvogne, spædbørn, børn i alle aldre, søstre og brødre og bedsteforældre og bedstemødre i kørestole.Og der er grupper af unge mænd fra Pakistan, fra Afghanistan og fra Afrika. Migranter brudt op hjemmefra med håbet i sig om et bedre liv.

Før de kom så langt, har de alle måttet foretage den farefulde færd over Ægæerhavet fra Tyrkiet til Kos enten i en overfyldt gummibåd eller ombord på en faldefærdig træbåd. Om natten, hvor havet er mest roligt. Efter et par dages hvil er målet nu Athen, derefter Tyskland eller Sverige.

Især de let genkendelige syrere er her mange af. Store familier, babyer i tung søvn i mors eller fars favn eller i den babysele, som frivillige organisationer på Kos udleverer til familier med små børn. Grånende bedsteforældre. Mændene højlydt diskuterende ruter gennem Europa. Børn med ynglingsdukken i favnen og mødre med smart bundne tørklæder over det sorte hår. På flugt fra en krig, der dag for dag bliver mere og mere grusom.

-Hver gang en bombeflyver fløj over vores hus, begyndte mine børn at græde, de rystede over det hele og var meget bange, fortæller en mor. Flyene landede og lettede lige, hvor vi boede, og det var hele tiden: morgen, middag og aften. Mine børn kunne ikke holde til det mere, så vi besluttede det her, siger hun og slår ud med armene.

Familien, der består af hende, hendes mand, tre små børn, en søster og hendes familie og deres forældre vil til Tyskland, og hun spørger mig, om Ungarn tager deres fingeraftryk, så de risikerer at blive sendt tilbage dertil? For det vil hun for alt i verden ikke.

Jeg svarer, at jeg ved det ikke, og hun spørger igen, insisterende, om jeg nu har forstået, hvad hun mener.

Siden jeg for fire dage siden ankom her til Kos, ser jeg dem hele tiden. De syriske familier promenerer op og ned langs havnekajen, velklædte og tilsyneladende afslappede, som er de blot lige taget på en uges charterferie i det græske øhav. Men noget er ikke helt som det skal være: Børnene bryder nemt ud i gråd, og kvinderne ser tomt frem for sig. De syriske familier er indkvarteret på byens hoteller, også på mit. De som har råd betaler selv, ellers hjælper en af de græske, engelske, hollandske nødhjælpsorganisationer, der opererer på Kos. Først på sommeren, da alt var kaos, sov alle på gaden. Nu er det mere organiseret med en stor teltlejr på havnefronten og masser af telte i parken bag politistationen. Mændene, migranterne, fra Pakistan, Afghanistan og Afrika bor i de opstillede en og tomands telte.

Antallet af flygtninge og migranter er faldet lidt på det seneste. Nu er her for det meste omkring 600 migranter døgnet rundt og tohundrede syriske flygtninge. Det skifter hele tiden. Nogen tager med færgen og hver nat kommer der omkring 150 til 200 nye flygtninge og migranter ind fra havet. Før flugten har de syriske flygtninge solgt alt, hvad de ejede, hus og bil og lidt til.

Familien, jeg snakker med, har nu rejst i tre uger – gennem Libanon og Tyrkiet. Nu tager de videre til Athen, det er næsten ubærligt at tænke på de strabadser, der ligger foran dem: kilometerlange vandreture ad Europas landeveje, ødelagte fødder, syge børn i kulden, uendelige og nye grænsehegn og så et rådvildt og uenigt EU, der i øjeblikket højlydt diskuterer, hvordan man kan holde de mange flygtninge ude.

Og imens Europa slås på ord, er de allesammen lige her på kajen på en græsk ø, og en syrisk mand løber forvirret rundt i et par slippers, der er alt for små. I sidste øjeblik spørger han mig, om jeg har et par varme sko, han kan få. Det har jeg desværre ikke. Hvis bare jeg havde.

Lidt væk op ad et hegn står en gruppe afrikanere. Og en gruppe mænd fra Pakistan. Og fra Irak. Og mænd i alle aldre fra Afghanistan. De er her allesammen. Ventende på at komme med færgen eller med håbet om, at en eller anden vil give dem penge til en færgebillet, før det græske politi anholder dem for at have været på øen for længe. Syriske middelklasseflygtninge og fattige migranter mellem hinanden. Ved indgangen til Europa. I havnen flyder punkterede gummibåde rundt. Gamle træbåde, der er slået til pindebrænde ligger og duver på vandet. Og redningsveste, i store bunker rundt omkring på havnen. Røde. Samlet sammen som for at skabe lidt orden i kaos.

De kommer ind om natten. Drivende omkring på havet med vinden og strømmen. Mange må padle det sidste stykke ind til kysten, fordi bådens motor er enten ikke eksisterende eller går i stykker undervejs. Bådens standard afhænger af, hvor mange penge hver enkelt har haft råd til at betale menneskesmuglerne i den tyrkiske by Bodrum.

Jeg kan se derover. Afstanden ser ikke ud til at være meget længere end mellem Helsingør og Helsingborg, men langt farligere. En hvid by med husene liggende op ad bjergsiden og majestætiske bjerge langs kysten. Den syriske kvinde fra før, som er bange for at få taget sine fingeraftryk i Ungarn, fortæller med arme og fagter, hvordan deres båd var ved at kæntre tre gange. Børnene græd og selv er hun stadig rystet efter oplevelsen.

Inden vi siger farvel, bliver det til en selfie og en ny ven på Facebook. Hun lover at fortælle mig, hvor hun og familien ender.

Håber Europa vil tag godt mod hende og hendes familie. Det har familien fortjent.

Ahmet fra Pakistan drev i land i gummibåden et godt stykke op ad kysten og måtte vandre mange kilometer i nattemørket, før han kom til Kos by. Nu bor han i teltlejren på havnefronten med udsigt over det hav, han netop lige reddede livet fra.

-Vi sejlede ud der ovrefra. Der er ti kilometer, men det tog fire timer, fortæller han og peger over havet på den smukke tyrkiske kyst.

-Det er en meget farlig tur, tilføjer han. Han viser mig tilladelsen til at blive i Grækenland en måned. A 4 arket er stemplet af det græske politi. Jeg spørger, hvor han vil hen i Europa. Som en af få vil han ikke til Tyskland.

-Alle vil til Tyskland, siger han. Der er alt for mange flygtninge, og det er ikke til at få et arbejde. Jeg har ansvar for min familie hjemme i Pakistan, forstår du? Så Ahmet vil prøve lykken i Athen.

Frivillige hjælpeorganisationer kommer med mad til migranterne i teltlejren. Sandwich og en risret med grønsager om dagen. Da jeg møder Ahmet, har en kvinde netop været rundt med æbler og chokolade, og da jeg rejser mig fra bænken og siger farvel, vil han give mig sin chokolade.