anettes blog – on the road

Mændene flygter ofte alene fra Myanmar, men nogle har også kone og børn med. Så er der brug for en skole.

Ind ad døren til klasselokalet myldrer det pludselig med unge mænd. Magre, senede, de fleste kun store drenge med skarpt markerede ansigter og sorte i huden af at gå under den brændende sol. Fire repræsentanter fra UN i Malaysia venter i lokalet på at interviewe dem.

De unge mænd sætter sig på gulvet og venter på deres interview med UN i Malaysia.

Mændene lever alle illegalt i Malaysia. De tilhører en etnisk muslimsk mindretalsgruppe, rohingyaerne i Mynamar, og er inden for de seneste måneder ankommet som flygtninge til byen Johor i det sydlige Malaysia.

De godt tyve mænd sætter sig med korslagte ben på gulvet og venter på at blive kaldt op. Allermest ønsker de sig det eftertragtede UN-identitetskort, så de kan leve legalt i landet, arbejde, komme til lægen, når de er syge og i det hele taget færdes frit omkring. Af erfaring ved jeg, at der her i landet kræves et identitetskort bare for at købe noget så simpelt som en busbillet. Men det er ikke derfor UN-folkene er kommet. De er kommet for at høre deres historie og skabe sig et overblik over den store flygtningestrøm af rohingyaer, der er ved at blive et problem for Malaysia.

Muhammed med sin mor. De to har ike set hinanden i 26 år, og nu skal de snart sige farvel igen. Shofiq (tv) og en legekammerat.

Selv ankom jeg i forgårs til Johor fra Borneo. Muhammed, Masimah og Shofiq på snart fire år er en sidste gang på besøg hos Muhammeds mor og den familie, hun bor hos i Johor. Om tre dage rejser de tilbage til Rønne på Bornholm. Mens jeg har været på Borneo, har familien besøgt Masimahs mor, som var ankommet fra Cambodia til Malaysia for at se sin datter efter 16 år. Desværre mødte jeg aldrig Masimahs mor.

Ekstremt dårligt vejr på Borneo gjorde, at jeg ikke havde meget lyst til at sætte mig op i et Air Asia fly. Nu er vejret heldigvis blevet bedre, og jeg har benyttet chancen til at komme og sige farvel til familien, indtil vi igen ses hjemme i starten af april.

Det værste af monsunregnen er overstået, så nu kan Kasawakfloden være ganske idyllisk..

Men først synes Muhammed, som er rohingya og statsløs, at jeg skal se skolen for rohingyabørn i Johor, og derfor sidder vi nu i et klasseværelse på førstesal i et smalt hus et eller andet sted i Johor, omgivet af skolebørn, en mandlig og en kvindelig skolelærer, ledende medarbejdere fra Johors lokale Rohingyaforening, godt tyve unge mænd siddende med korslagte ben på gulvet og så de fire repræsentanter for UN.

Men først lidt fakta. Siden 2011 er et stort antal rohingyaer flygtet til Malaysia. Som en muslimsk mindretalsgruppe har rohyngiaerne altid været ugleset i det buddhistiske Burma, og de senere år er der decideret foregået en etnisk udrensning. I overfyldte både går flugtruten over Den Bengalske Bugt til Thailand, væk fra de burmesiske soldaters nedbrænding af deres huse og landsbyer, voldtægt af deres kvinder, drab og vilkårlige fængslinger og tortur. Mindst 20.000 flygtninge er druknet undervejs, og hvis og når de ankommer til Thailand venter nye udfordringer, inden de når det muslimske Malaysia, hvor rohyngiaerne lige netop er tålte.

Abdul Khalid er lærer på skolen for rohingyaer og bor illegalt i Malaysia.

Abdul Khalid er lærer her på skolen og selv rohyngia. Han er en høj flot mand i midten af fyrrerne, velklædt med pressefolder i bukserne og nystrøget skjorte. Velbegavet og taler et glimrende engelsk, som han har lært sig ved hjælp af amerikanske nyhedskanaler, fortæller han.

Derfor har jeg den accent, jeg har. Den samme som på nyhedskanalerne, siger han, som hvis han var født og opvokset i Danmark i dag sikkert havde været en succesrig advokat, læge eller forretningsmand.

Verden kan synes uretfærdig, og nogen i den får aldrig en chance.

Abdul Khalid opholder sig på tredie år illegalt i Malaysia, mens hans kone og fem børn bor i Indien. Abdul er statsløs, og har ikke mindre end 58 gange skrevet til UN i Kuala Lumpur, hvor han har anmodet om et UN identitetskort, så han kan opholde sig legalt i landet.

Men de svarer mig overhovedet ikke, siger han. Hverken ja eller nej.

Så han bevæger sig fra skolen og hen til markedet, og alt andet, hvor han skal bruge et identitetskort, er han afskåret fra. Jeg ved af erfaring, at man for eksempel ikke kan køre i bus i Malaysia uden at vise pas eller identitetskort.
En gang var det UN, der betalte udgifterne til skolen for rohyngiabørnene, men det gør de ikke mere. Nu er det børnenes forældre, som betaler husleje, elektricitet, lærerlønninger, og hvad der ellers hører til for at holde en skole i gang. Og det er vel at mærke forældre, som arbejder til en ringe løn på restauranter, fabrikker eller i de store palmeolieplantager uden for Johor.

Vi mangler blandt andet computere til børnene, men det er der slet ikke penge til, siger Abdul Khalid, og jeg tænker med det samme på sidste vinters indsamling på Facebook til udgravning af en sø og køb af fisk på en skole i Mae Sot på grænsen mellem Myanmar og Thailand. Måske kunne det lade sig gøre igen, tænker jeg, men siger heldigvis ikke noget til Abdul Khalid.

Muhammed i indgangen til skolen for rohingyaer.

Interviewene tager lang tid, og når man først er blevet inviteret og bænket, kan man ikke bare sådan lige rejse sig op og gå. Til sidst holder min danske utålmodighed dog ikke længere, og det lykkes at få givet signal til Muhammed, som har siddet og underholdt sig med de andre rohingyamænd. Muhammed stortrives i Malaysia og har meget at fortælle om Danmark, sprogskolen, hvor han har lært dansk og sit arbejde med at reparere cykler.

Men nu rejser en mand i hvid skjorte sig pludselig op og går med en lille notesbog i hånden hen til UN-repræsentanterne. Han peger på bogen, hvor de skal skrive deres navne, og dernæst kommer han til mig og vil have mit navn, og han spørger, hvad jeg laver her. De andre har kun skrevet deres fornavne, så det gør jeg også. Det viser sig, at manden er fra sikkerhedspolitiet og gift med den kvindelige lærer på skolen. Muhammed forklarer ham, hvem jeg er, og han stiller sig tilfreds.

Har pludselig mistet lysten til en Facebookindsamling til computere her på stedet. Selv om jeg har den reneste samvittighed, er jeg ikke vant til blive kikket over skulderen af PET, og har lige som heller ikke lyst til det i Malaysia.

Muhammeds mor med sin svigerdatter, som hun ser for første gang.

Sidder her på Borneo i lummerhede og øsende regnvejr og med udsigt til en flod, hvor der konstant krydser små langbåde fra den ene bred til den anden. Selv om det regner, skal folk frem og tilbage og skipper han står sikkert i front under en farvestrålende paraply.

Ankom for tre-fire dage siden med Air Asia til denne grønne, grønne ø i det Sydkinesiske Hav. Ankom en sjælden dag i solskin, ellers regner det spandevis med monsunregn – hver dag. Luftfugtigheden er tæt på de 100, men selv om luften føles tung, er det slet ikke så slemt, som det kunne være, påstår hotelejeren. Når det rigtig regner, så regner det, så man slet ikke kan færdes ude, siger han. Spørger jeg, hvornår det stopper, lyder svaret: Til det kinesiske nytår.

På Borneo regner og regner det.

Det skulle være en gang midt i af februar.

Ellers er Borneo en lille paradisø med masser af jungle, krokodiller, orangutangaber, hovedjægere, hvide missionærer og smilende venlige mennesker.

Er havnet her lidt tilfældigt, men mere om det næste gang. Først Malaysia og Muhammeds og Masimahs rejse og Muhammeds gensyn med sin mor efter 26 år.

En søn af en onkel modtager os på busstationen i Johor.

En noget anstrengende tur fra Danmark til Malaysia. Ifølge billetten skulle vi overnatte på et hotel i Doho i Qatar, stillet til rådighed af vores flyselskab Qatar Airways. Desværre ville oliestaten ikke have Muhammed og Masimah inden for dørene. Det der……det er jo ikke et rigtigt pas, sagde manden hos immigrationsmyndighederne, om det rejsedokument, de hver er udstyret med fra det danske Udlændingeservice og det danske politi.

Så stod vi der. Klokken 22:00. Trætte og med et barn på snart fire år. Den flinke mand lod forstå, at de havde fine lounges i lufthavnen, hvor vi kunne hvile til vores næste fly gik klokken 8:00 om morgenen.

Faktisk var jeg advaret. En indisk tjener på en cafe i Catania på Sicilien havde et par uger tidligere fortalt, hvordan han ikke kunne komme uden for lufthavnen i De Forenede Emirater. Til trods for at han havde bevis for, at han boede og arbejdede i Italien og havde en ventetid i lufthavnen på 17 timer, fordi flyet var forsinket. Han klagede og fik erstattet sin billet. Folk fra Indien, Pakistan og Bangladesh må ikke forlade lufthavnen, når de var i transit, fortalte han. I Qatar gælder det altså også folk uden et “rigtigt” pas.

Shofiq er ikke til at slå ned, selv ikke midt om natten i lufthavnen i Doho.

Vi fandt efter en del søgen en overfyldt lounge, og i stedet for en blød seng på et hotelværelse i Qatar blev det til en lang nat i lufthavnen i Doho. Ved ettiden om natten gik Shofiq og jeg en tur rundt i lufthavnsområdet. Lige siden vi tog hjemmefra, havde han været frisk som en havørn over alt det nye og spændende. Vi satte os på en cafe, der stadig havde åben på den tid af natten og jeg bestilte myntete. En times tid senere ville vi gå tilbage til hans mor og far.

Var godt nok træt og kunne ikke finde tilbage til de umage liggestole og Muhammed og Masimah, som havde lagt sig på gulvet, da vi gik. I en oliestats lufthavn er der orden på tingene, og det skortede ikke på vagtpersonale, som stod og hang rundt omkring. Men ingen kendte den pågældende lounge, og Shofiq var vild med de rullende fortove. Vi gik og gik, på må og få og på de rullende fortove, men først ved femtiden om morgenen fandt vi tilbage til et par undrende Muhammed og Masimah. Da var Shofiq endelig blevet så træt, at han begyndte at lægge sig ned på lufthavnsgulvet og ville kravle.

Muhammeds mor slap ikke sin søn med øjnene i næste dage.

Mens jeg og det eneste barnebarn vandrede rundt i lufthavnen i Qatar ventede en gammel burmesisk kvinde i det sydlige Malaysia spændt på at gense sin eneste søn efter 26 år. Muhammed og hans mor er rohingyaer, en etnisk muslimsk gruppe i det vestlige Burma, som for flere hundrede af år siden er indvandret fra Bangladesh. Rohingyaerne er aldrig blevet accepteret i det buddhistiske Burma, og de senere år er forfølgelsen af dem taget til med nedslagtninger, drab og nedbrændinger af huse. Muhammeds mors hus blev brændt ned, og hun måtte for et år siden flygte med båd til Malaysia. Nu bor den 71-årige kvinde hos noget familie i byen Johor i det sydlige Malaysia og skal hvert halve år søge myndighederne om lov til at forblive i Malaysia.

25 år gammel rejste Muhammed til Malaysia for at arbejde, og han har ikke været i Burma siden. Det er derfor et stort møde, der nu vil finde sted i Johor, og Muhammeds mor har talt dagene på sine fingre, har hun fortalt Muhammed over Skype.

En søn af en af de mange onkler kikker lidt misundelig med på Shofiqs iPhone.

Da vi ankommer til Malaysia, er Muhammed på hjemmebane, og han køber busbilletter på busstationen til os allesammen. Dennegang har han større succes med sit rejsedokument. De malaysiske myndigheder holder nemlig heller ikke af illegale indvandrere i deres land, så pas eller legitimationskort skal vises for at få lov at køre i deres busser.

I Thailand kræves der ikke legitimationskort for at få lov at køre i bus. Men de har en række polititjek på vejen, hvor burmesere, som ikke kan fremvise de rigtige papirer bliver hevet ud af bussen og – gætter jeg – afkrævet bestikkelsespenge, fængslet eller sendt tilbage til Burma, alt efter den politiske dagsorden det pågældende tidspunkt.

Vores bus kører igennem endeløse palmeolieplantager, og en rejsetræt Shofiq falder hurtigt i søvn. Efter fire timers udsigt til palmeolietræer – ifølge miljøforkæmpere Malaysias og Indonesiens svøbe – ankommer vi til busstationen i Johor. Mens vi venter på en søn af en onkel, må Masimah endnu en gang fortælle en tilfældig kvinde, hun nu sidder ved siden af på en bænk, hvad vi er for et mærkeligt selskab. Onklens søn ankommer på knallert, og i taxi kører vi igennem en støjende by til huset, hvor familien og Muhammeds mor bor. En stor familie viser det sig med flere sønner, svigerdøtre og børnebørn af den pågældende onkel. Onklen bor stadig i Burma. Alle mændene undtagen en enkelt, som ankom fra Burma for tre måneder siden og har noget med lungerne, arbejder i restauranter eller i butikker.

Familien samlet på gulvet, hvor der også spises.

Det bliver et rørende gensyn, alle fælder en tårer og Muhammeds mor flest. Lidt jamrelyde er der også plads til og så sætter alle sig på måtten på gulvet, og jeg får tilbudt den ene af husets to stole. Muhammed åbner den ene af de to kufferter med blandt andet tøj til familien. En et-årig pige får et par farvestrålende tylskjoler, og andre danske særheder fremvises stolt, og Muhammeds mors øjne hviler konstant på den genfundne søn de næste dage.

Efter megen snak og fortællen om livet i Danmark er det spisetid, og en plastikdug bredes ud på måtten. Kylling og fisk og chili og ris bæres ind i små skåle, og vi spiser. Om aftenen da varmen er aftaget, går vi på marked, men når ikke længere end til en restaurant. Muhammeds mor er ikke vant til at gå mere, siger hun, og hendes ben ryster og Masimah synes, det er synd for den gamle dame, at hun ikke kommer ud og gå. På restauranten skal alle – endnu engang – have hele historien om Danmark og sprogskolen, hvor Muhammed og Masimah har lært dansk og alt mulig andet.

Kuffertens indholdvises frem.

En flink mand kører de gamle hjem, det vil sige Muhammeds mor, Shofiq og undertegnede. Muhammed synes absolut, jeg skal overnatte hos hans familie, og jeg får stillet et helt værelse til rådighed, mens den del af familien, hvis seng jeg ligger i, sovet på en måtte i et andet rum den nat.
Jeg protesterer, men de er vant til at sove på gulvet, siger Muhammed.

På vores aftentur har jeg fået bestilt et hotelværelse, hvor jeg rykker ind dagen efter. Trænger bare til at slappe af og sove, mens Masimah er utålmodig. Mange timers buskørsel fra Johor venter nemlig hendes mor. Masimah har ikke set sin mor, siden hun for femten år siden som en ganske ung pige blev sendt til Malaysia for at arbejde.

Borneo den eneste dag med solskin – ellers regn, regn.