anettes blog – flugtens ansigt

Flygtningenes egne historier


1 kommentar

DANSER MIDT I ELENDIGHEDEN

 

img_6911

Det her er en squat midt i Athen. Jasmin skolen. 400 syrere bor på den tidligere skole – i foråret klippede autonome bolten over, og strandede og hjemløse flygtninge flyttede ind. Skolen får ingen officiel hjælp, men må leve af donationer.

På Jasmin skolen lever folk under forhold, vi trods alt ikke kender i Danmark. Alligevel synger og danser de midt i elendigheden. Hver gang jeg ankommer, kan jeg allerede ude på gaden høre trommer, musik og klappen fra skolegården. Når jeg kommer ind, er der fuld gang i både musik og dans.

I de klasseværelser, hvor der en gang sad skolebørn, står der nu grønne og blå iglotelte. De fleste sover med kun et tæppe som underlag, men jeg ved, at der arbejdes på donationer, så alle kan få en madras at ligge på i den kommende vinter. Hvadenten du er firs år, højgravid, handicappet eller blot træt, så foregår livet på et tæppe på gulvet, eller på en brækket stol uden rygstød. Ingen har penge, heller ikke til livsnødvendig medicin. Børnene går ikke i skole.

Alle lever i et limbo. Ingen kender fremtiden. Skal jeg og min familie blot blive boende her på Jasmin skolen? Bliver vi en dag deporteret tilbage til Tyrkiet? Er vi blandt de få heldige, der bliver genbosat i et andet europæisk land? Kan vi en dag vende tilbage til det Syrien, vi savner så meget? Vil mine børn en dag komme i skole?

Ingen ved det.

Ingen ved noget.

Trods alt dette er Jasmin skolens beboere nogen af de mest storslåede mennesker, jeg har mødt. Musikken, dansen, frivillige og flygtninge, som leger og underholder børnene, og så den hjælpsomhed, der eksisterer. Folk hjælper hinanden. De tager hånd om hinanden. Jeg har aldrig hørt nogen skændes. Børnene er ikke vilde, som jeg har oplevet i en af de store flygtningelejre. Tværtimod bliver man hver gang modtaget af børn og knus.

Jasmin skolen er fyldt op. Der er ikke plads til flere. Alligevel ser jeg hver dag nye mennesker. Flere telte rejst i de i forvejen overfyldte klasselokaler. Trappeopgangen bliver også taget i brug. Nye mennesker, som sidder med alle deres jordiske ejendele ude i skolegården og venter. Grækenland er fyldt op for at bruge Inger Støjbergs ord om Danmark. Landet har svært ved at skaffe indkvartering til alle de mange flygtninge, som stadig kommer til de græske øer og til hovedlandet.

Og Jasmin skolen har svært ved at afvise nogen.

image


2 kommentarer

GRÆKENLAND: FLYGTNINGE I ET LIMBO

 

Processed with Snapseed.

Når nu jeg er inviteret inden for, og hun hele tiden smiler så imødekommende, så sætter jeg mig i teltåbningen – på det grå UNHCR uldtæppe. Ingen madras. Intet blødt at ligge på. Tæppet er det eneste, der dækker teltunderlaget. En fan blæser i min nakke og giver en smule luft ind på den sovende baby og en endnu tungere sovende fire-fem årig dreng.

Så tynd han er den dreng. Brystbenet stikker tydeligt frem, som han ligger der på ryggen på det hårde leje.

Vi er i september. Det er stadig over 30 grader i skyggen i Athen, og her er bare hedt både i byen og i det tidligere klasseværelse. De tre iglotelte står tæt. To lyseblå og et grønt, og flere af de grå UNHCR tæpper. Teltene giver en smule privatliv til de tre kurdisk-syriske familier med små børn, som bor her i hjørneklasseværelset med altanen åben ud til et støjende trafikkryds. Jeg ved, at private har skaffet donationer til madrasser til den kommende vinter. Jeg håber også, at de ituslåede ruder bliver tætnet.

 

Processed with Snapseed.

Jeg er på skolen med det smukke navn Jasmin i et af Athens fattigere kvarterer. Det er flere år siden, græske børn løb og legede i den skolegård, jeg passerede på vej herop til familierne på første sal. Skoleporten havde været boltet i flere år, da en masse mennesker i foråret manglede et sted at bo. En nat klippede autonome så bolten over og trængte ind i den tomme bygning. Strandede og hjemløse flygtninge fulgte efter, og siden har børn fra det krigshærgede Syrien leget i den grafittimalede skolegård, og klasseværelserne er fyldt med grønne og blå iglotelte. 470 mennesker bor her, syrere og kurdere. Egentlig er her kun plads til 200.

Da Makedonien i marts lukkede sin grænse mod sin sydlige nabo strandede 50.000 flygtninge og migranter i Grækenland. Siden er flere kommet til, og det officielle tal er nu lidt over 60.000. Uofficielt er der formentlig langt flere. Landet, der som bekendt er godt og grundigt økonomisk i knæ, har svært ved at skaffe indkvartering til de mange mennesker. Nogen bor i hastigt oprettede lejre rundt om i landet og på de øer, hvor de er landet efter bådturen over Aegaerhavet, andre i telte sat op i gamle fabriksbygninger, eller i lejre i opstillede præfabrikerede containere. I Athen er der de mange squats, besatte ejendomme, atter andre må nøjes med gaden – sammen med alle byens andre hjemløse.

Skolen med navnet Jasmin er tydeligt nedslidt. Trinene på den engang så flotte snoede marmortrappe med gelænderet af jern, der fører her op på førstesalen buer af de mange fødder, der i årenes løb har løbet op og ned ad trappen. Der er huller i dørene, vinduer er itu, væggene er overtegnede med streger, og skolegården fyldt med grafitti. I hanerne er der kun koldt vand, toiletterne primitive og der er få af dem til alle de mennesker. Et bad har jeg ikke set endnu, men det må være her.

I modsætning til de officielle flygtningelejre er de mange squats selvkørende. De lever af donationer, på Jasmin skolen får beboerne et simpelt måltid mad to gange om dagen. Da jeg var der en dag, bestod morgenmaden af fladbrød, en skive fetaost og en halv agurk – pr person. Den bliver serveret mellem 12 og 13, og først om aftenen er der noget igen. Råvarerne købes, hvor prisen er bedst, og tilberedes af beboerne selv i store gryder i skolegården.

Tilbage i klasseværelset hos Amina og hendes to måneder gamle baby fortæller hun på tegnsprog, at hun har boet her i sit iglotelt i snart tre måneder. Hendes baby er snøret ind i et tæppe og et langt bånd, så han ikke spræller med armene. Det skulle efter sigende spare energi. Jeg synes nu lidt, han ligner en dukke, som han ligger der med kun hovedet udækket.

 

img_6445

Amina bor her i hjørneklasseværelset sammen med sin store familie, hendes mands tre brødre, sine to svigerinder og så deres børn. Indimellem teltene, på UNHCR tæpper og hvor der er lidt plads, foregår familiens sociale liv. Man tager skoene af, før man træder ind på et tæppe, så det bliver næsten som at betræde en stue. Op ad en væg står et gammelt køleskab. Ved siden af et skrammet komfur. En mand sidder med ryggen til fordybet i det som foregår på computer skærmen. Hjørnerne bruges åbenbart som klædeskab og altanen som tørreplads. Tøjet vaskes i koldt vand under haner i en aflang vask beklædt med fliser i skolegården.

Aminas og hendes familie er flygtet fra Syrien – fra bomber og Daesch, fortæller hun, stadig på tegnsprog. ISI eller Daesch nærer Amina en så stor afsky for, at hendes ellers så smilende ansigt udstråler den største foragt, da hun nævner ordet. Familien var blandt de 10.000 flygtninge og migranter, som strandede i Idomini, da Makedonien i marts i år uden varsel lukkede sin grænse mod Grækenland. I flere måneder holdt familien ud ved grænsen. I kulde, regn og blæst håbede de hver morgen, at grænsen igen ville åbne, men den åbnede aldrig, og en dag ryddede græsk politi lejren. Amina og brødrene og svigerinderne og alle børnene blev kørt i bus til Athen, og så havnede de her på Jasmin skolen.

 

Processed with Snapseed.

Amina vil vide, hvor jeg kommer fra. Jeg siger Danmark, og hun får håb i øjnene og spørger, om jeg ikke kan tage hende med hjem. Hun kan ikke lide at være her, siger hun. Dette var jo ikke, hvad hun drømte om, og det kan jeg egentlig godt forstå.

Amina og jeg smiler igen til hinanden, og vi beundrer hendes baby, og så kommer en af svigerinderne. Hun er ikke mere end sytten år, men gravid. Lidt senere ankommer endnu en kvinde. Hun er klædt helt i sort og er højgravid. Hun er oprørt over et eller andet, som jeg ikke helt forstår, hvad er. Kun at det er noget med et netop overstået besøg på hospitalet.

En af mændene ankommer også, og da han har fået at vide, hvor jeg kommer fra, hiver han sin telefon frem. Ved hjælp af Google translate finder jeg ud af, at familien først har deres interview 15. februar. Det er lang tid, sukker han. Og så her, siger han og slår ud med armene mod klasseværelset.

Interviewet er det alle venter på. Det eneste de har at vente på. Interwievet hos de græske asylmyndigheder.

På et eller andet tidspunkt – efter de to interview alle skal igennem hos asylmyndighederne – vil de vide, om de får asyl i Grækenland, om de vil blive deporteret tilbage til Tyrkiet eller det alle håber på, tilladelse til at blive genplaceret i et andet europæisk land. Imens er der bare ventetid – og lediggang. Alle lever i et limbo, og depressionerne og passiviteten stortrives. Børnene går ikke i skole. Indimellem undervises de af frivillige, men nogen organiseret skolegang er der ikke tale om.

Inden jeg rejser mig, får jeg at vide, at familien er fra samme by i Syrien, og at den sovende dreng i teltet har mistet sin mor og lillesøster i et bombeangreb i Syrien. Drengens far dukker også op og står smilende uden for teltet. De smiler meget i den her familie. Måske det bedste værn mod det totale sammenbrud.

Alle billeder er fra Jasmin skolen. Amina hedder ikke Amina, og jeg har desværre ikke billeder af teltene i klasseværelset eller familien. Lejre og squats i Grækenland er ret lukkede for omverdenen og pressen, officielt fordi flygtningene er meget sårbare mennesker.

img_6468


Skriv en kommentar

Drug addicts, prostitutes and refugees

Processed with Snapseed.

The tall spindly man sits on the stairs in front of a door. He bends forward, stretches his arm in its full length, and turns the inner side up. Then he sticks an injection into a vein. His dirty hair hangs down his thin face.

Used drug injections with traces of old blood is seen everywhere in this area, lying in the gates, next to the staircases, in the streets. Addicts take quite openly their drugs and a smell of old urine and garbage hangs in the air. The heat makes the acrid smell excruciating.

Processed with Snapseed.

The battered bins are filled, and during the night starving rats and cats have eaten leftovers. Thin Greek plastic bags together with paper and foil trails is spread in the streets. Graffiti everywhere. Women in mini skirts are hanging around on the corners or trying – desperate for money to the next fix – to look attractive in front of one of the many brothels.

Not to mention all the men, the women and the children. From Iraq, from Syria and from Afghanistan. Men hanging out in front of the small shabby hotels, given to them by Greek authorities for accommodation. Women and children hiding in the rooms. Time passes by smoking and talking – just waiting. Five month have passed like this. Killing time. Soon one year has passed. Two years? Perhaps more? Who knows? Everybody hoping for the miracle that will never happen: Europe opening its borders.

Processed with Snapseed.

 

I am going to see a Syrian family. The family has problems. Everybody have in this huge city. The family live in one of the shabby hotels, but the GPS on my phone is not working, and I can not find the place. I pass one hotel after the other. The streets all look the same, old cars, cracked paving stones, and lots of houses in ruins. A board turned in with nails in front of the door prevents – sometimes – the huge number of homeless people to move in – and then graffiti everywhere.

I pass a Middle Eastern looking cafe. Men sitting at tables, drinking tea, playing cards or smoking the shisha. Looking up at the small balconies, I see laundry hanging, and I see women wearing the scarf.

A bit desperate I ask a group of Middle Eastern looking men. Hanging out in front of one of the hotels they know, where the hotel King Jason is. Or they know a hotel, where Syrian people are living, a man from Iraq tells me in excellent english. He offers to show me the way. Knowing that this area is no good for a woman on her own, I say thank you, and the whole group of men are joining us.

 

Processed with Snapseed.

The Iraqi man lived for five years in Great Britain and now he is on his way back, he tells me – not mentioning the fact that he and 60.000 other refugees are stuck in Greece.

-It is too dangerous in Iraq now, he says.

Now his pregnant wife and two children, five and nine years old spend all the time in the hotel room. The family arrived to Athen a month ago from the North of Greece, and Greece has big problems providing accommodation for all the stranded refugees.

-The children are bored, because they never go out. My wife gets depressed. It is too dangerous for women and children here in this area. You see the drug addicts? In the morning there are injection needles everywhere.

image

 

We pass three homeless men sitting on a dirty mattress on the pavement. Behind them on the wall graffiti. One man has found a red chair lacking a leg and one in a worn out T shirt is fiddling with a barbecue. Nobody notice our passing, they just sit there, dirty, bad smelling and with these empty eyes, probably leaning of morphine.

So much human misery here that it is unbearable.

Down the road the hotel, where Syrian people are living. The usual group of men are hanging out here. Talking. Waiting. Just another refugee hotel.

I walk inside the small dark reception. A tall man with long oily hair stands behind the reception desk. On a red couch in a dark corner a woman dressed in tight trousers is sitting. The man behind the disk can not help me, he say and ask me to leave the reception and go back into the street. I thought I had found the right hotel, so my new friends have left.

But the hotel is not King Jason. Nearly giving up, I finally find the hotel. The sun is going down, and I have a quick talk with the family. I want to get out of here as soon as possible.

Processed with Snapseed.

Victoria square in March.

Back at my favorite cafe on Victoria Square I am told that I have just been in one of the most dangerous areas in Athen. There are places in this city where not even the Greek comes. While I sit quiet and safe, drinking my ice coffee, I wonder, why Europe do not have other places than an area for drug addicts and prostitutes to place women and children fleeing from war?

Greece is a poor and chaotic country and can not manage this huge problem on its own.

And the problem is getting worse – for the Greeks. Every day new boats filled with refugees arrive on the Greek islands. The camps there are overcrowded with people, there is a lack of everything and tension is rising. At the same time Germany is threatening to use the Dublin regulation and send back asyleum seekers to Greece.

Tonight at Victoria Square there are many afghan women. They sit in groups. Dressed colorful and with the scarf loosely round the hair, they sit chatting. In March Victoria Square was filled with refugees. The borders north had just closed, and men, women, children, all from Afghanistan slept at the place, carrying their luggage and their hopes for the border to reopen. It seems they still sit here. Carrying the same hopes.

Processed with Snapseed.

Victoria square tonight.


2 kommentarer

Grækenland – Europas flygtningelejr

 

image

 

Jeg støder tilfældigt ind i Sayed på Victoria Square i Athen. Sayed er fra Afghanistan, og han og hans familie er blandt de mere end 50.000 flygtninge, som er strandet i Grækenland. Han står der pludselig på en martsdag med høj sol og tilbyder mig venligt at oversætte fra farsi til engelsk.

Jeg er her, fordi jeg har hørt, at mere end tusind fortrinsvis afghanske flygtninge har slået sig ned på pladsen med de lilla blomstrende træer og de smarte cafeer, efter at Makedonien for en uges tid siden lukkede sin grænse mod Grækenland.

Et øjeblik bliver jeg overvældet. Overalt ligger unge mænd og sover, en snavset rygsæk eller taske gør det ud for hovedpude. Rundt omkring i grupper står mænd i alle aldre og snakker, børn leger, og på den forårskolde asfalt sidder kvinder med tomme trætte blikke, på afghansk vis med tørklædet løseligt slået over håret, og gerne en baby eller to i skødet.

 

image

 

Victoria Square er blevet samlingspunkt for de, som er kommet til Europa hele den lange vej fra Afghanistan. Efter at Makedonien uden varsel lukkede sin grænse mod Grækenland, først for afghanere, og så senere også for syriske flygtninge, befinder alle disse mennesker sig i et vakuum i det i forvejen økonomisk trængte land. Menneskesmuglere forsøger her at kapre nye kunder til deres livsfarlige og tvivlsomme ruter op gennem Europa. Lige nu bor 10.000 i kulde, blæst og regn i en teltlejr oppe ved grænsen mellem Grækenland og Makedonien. Andre nåede ikke længere end til Athen. Grækerne har store problemer med at finde indkvartering til de mange mennesker, og på havnen i Piræus bor flere tusinde syriske og afghanske flygtninge og migranter i telte, store afgangshaller og et nedlagt warehouse. Alle håber bare på en ting: at grænsen mod nord igen åbner.

Jeg er ankommet fra Jordan i Mellemøsten et par dage forinden. Et af det krigshærgede Syriens såkaldte nærområder. I Jordan var der orden, ihvertfald på overfladen. På Victoria Square hersker der kaos. Mennesker, bagage og affald. Et par frivillige går rundt med en kost og en skraldesæk. Andre frivillige sidder med en gruppe børn på asfalten og tegner, mens en hvidhåret græker deler chips ud til nogen børn.

En kvinde haster forbi pladsen med sit tørklæde godt op foran næsen, og rundt om den rektangulære plads ses den ene fancy cafe efter den anden. Stolene er tomme. Grækerne kommer ikke, så længe pladsen er fyldt med flygtninge, og flygtningene har ingen penge. Ved nedgangen til metroen holder et stort blåt salatfad. Fem-seks politibetjente med skudsikre veste og pistolerne i siden står parat til at skride til handling ved den mindste tegn på uro.

 

image

 

Jeg fornemmer tydeligt den sædvanlige sitren af nerver, hvor mange flygtninge er samlet og bare venter. Det var den samme anspændthed jeg mærkede på den græske ø Leros, da færgen til Athen på grund af strejke ikke sejlede i flere dage, og flere tusind mennesker strandede på den lille ø.

Sayed og jeg har sat os på en kold trappe. Han fortæller, at han og hans familie nu bor i en af de hastigt opførte flygtningelejre i byen. Foruden en på fem og en på halvandet har han et multihandicappet barn på to et halvt år, og er derfor kommet i kategorien særlig sårbar familie, og berettiget til en container i en flygtningelejr.

-En af de bedre, siger Sayed.

-I det mindste er jeg i sikkerhed her, siger han flere gange.

 

image

 

Familien kom til Athen for en uge siden. Den flere uger lange rejse begyndte i Kabul. Hjulpet af menneskesmuglere har de krydset grænsen til Pakistan, senere grænsen til Iran, så Tyrkiets grænse. De har siddet i en overfyldt gummibåd på Aegaerhavet uden redningsveste for de bar løbet ud for penge, og en dag ankom de så med færgen til Athen:

-Vi blev meget skuffede, da vi fandt ud af, at grænsen er lukket, og vi ikke kan komme videre. Du kan se, der er tusinder af afghanere her, Grækenland er blevet et stort fængsel for flygtninge, siger han, og vi tier en stund, som for først at få den lange rejse og så skuffelsen til at bundfælde sig. Lidelserne, savnet af hjemlandet, og nu den her totalt håbløse situation.

-Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, siger Sayed så endelig.

-Jeg er forvirret. Jeg vil videre, måske Tyskland eller Sverige. Der er ingen fremtid for mig i Grækenland. Jeg ønsker et godt liv for mine børn, og nu er vi fanget her. Da vi ankom med færgen til Athen, sagde politibetjenten:

-Hvad vil I her? Grækenland er et stort fængsel for flygtninge.

Det her er heller ikke godt for EU, det vil give problemer, du kan se, hvis nogen har penge udnytter menneskesmuglerne situationen. Giv mig en mikrofon, og jeg skal vise dig, hvor mange menneskesmuglere, der er her på pladsen. Det er en krise hele verden må tage sig af, mener han.

En lille grå varebil er kørt op og holder ind ved fortovskanten ti meter fra, hvor vi sidder. En mand stiger ud, går om til bagdøren og åbner. De nærmeste flygtninge har fulgt bilen med øjnene og nu styrter de derhen, skubber og masser. Det gælder om at komme først.

-Du kan se, hvordan folk slåes om maden. Det er mit folk, der slåes, Sayed får et mørkt udtryk i ansigtet.

 

image

Hundreder af flygtninge har boet i halvanden måned på gulvet i en afgangshal på Piræus havn.

 

-Der er så mange børn her. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive alt det her for dig. Du kan se det. Mange har mistet deres familie, deres venner, og de er her for at lede efter dem. Alt er forfærdeligt. Men vi er forhåbningsfulde. Det er vi nød til at være. Vi har ikke noget alternativ. Vi er fanget her, siger Sayed lavmælt.

Han forlod Afghanistan, fordi hans liv var i fare. Han havde et godt liv i Afghanistan, fortæller han. Han ønskede ikke at forlade sit land, sin familie og alle vennerne. Hans kone, Nahid arbejdede på en skole og selv havde han job i en bank. Samtidig var han skuespiller og spillede hovedrollen i en TV serie om kvindefrigørelse.

-I hver en krog af Afghanistan ved de, hvem jeg er, fortæller han.

En sen aften lige uden for hans hus overfaldt ukendte gerningsmænd ham. Han hørte, de råbte: Der er Arian. Hans navn i TV serien. De brugte knojern og slog ham bevidstløs. Han lå i koma i et døgn og overlevede med nød og næppe.

-Arrene her er efter det overfald, siger han og peger på nogen grimme ar i ansigtet.

-Før de slog mig bevidstløs, sagde de, at hvis jeg igen viste mig på TV, ville de dræbe de mig og mine børn og min familie. Efter det var det ikke en mulighed at blive en Afghanistan. Jeg blev ved med at modtage advarsler. Derfor er jeg nu her.

I stedet for huset i Kabul bor Sayed og hans familie nu i en overfyldt flygtningelejr med plads til 500 mennesker.

-Der er alt for mange flygtninge her i landet, mange tusinder, og der kommer flere hver dag. Vores lejr er god. Vi får god mad, og der er engelsk undervisning, folk fra UHNCR kommer og ser, hvad der sker, og giver råd til folk.

-Men hvad med at komme videre? Hvad med at bruge en af de mange menneskesmuglere, spørger jeg.

-Jeg har hørt om ruten fra Albanien til Italien, men jeg har også hørt, at det er meget farligt. At de spærrer folk inde i store skibe, og man kan ikke ånde der. Det vil jeg ikke. Jeg vil ikke dø. Derfor er jeg her nu. Jeg venter sammen med andre afghanere på, at grænsen skal åbne, siger han med håb i stemmen.

-Hvad skal jeg ellers gøre? Jeg ved det ikke. Jeg er bare forvirret. Grækenland har sine egne problemer, der er en høj arbejdsløshed. Så hvad skal vi her? Vi kender ikke sproget. Hvad vil der ske med alle disse mennesker? Jeg ved det ikke, jeg ved det virkelig ikke, jeg er bare forvirret, gentager han.

– Min kone kikker bare på mig. Hvad skal hun sige? Vi har tre børn, min handicappede søn har vi båret hele vejen fra Afghanistan. Han holdt armene om min hals, stemmen knækker lidt ved tanken om sønnen, den rædselsfulde rejse, og hvordan han på et tidspunkt troede, at de ville miste ham.

Vi tier igen. Så mærker jeg kulden fra stentrappen, der sniger sig ind i kroppen. Mange omkring mig har boet her i flere dage. De heldige har et gråt UHNCR tæppe, de kan vikle sig ind i om natten. Andre må ligge på den bare asfalt.

Sayed er på Victoria Square for at møde en englænder, og jeg trænger til en kop kaffe. Vi bliver venner på Facebook, og jeg lover at komme og se lejren.

 

image

Afghanske flygtninge venter på at komme ind i Illionis lejren.

En dag tager jeg så metroen til Illionis lejren. Lejren ligger i et hvad der mest af alt ser ud som et forladt industrikvarter. Uden for de høje mure har en masse mennesker samlet sig. Mennesker, bagage og græske betjente med skudsikre veste og pistolen i bæltet. Jeg får mast mig frem til porten og spørger vagten, om jeg kan gå ind.

-Hvilken organisation er du fra, spørgsmålet kommer prompte, og jeg havde ikke lige ventet det. Så jeg siger som sandt er, at jeg er journalist og har en aftale med en i lejren.

-Vi vil ikke have journalister ind her, svarer vagten brutalt og kikker den anden vej. Sayed dukker op bag vagten. Han kommer ud, og vi bliver enige om, at jeg nok hellere skulle have sagt, at jeg var en god ven og ville se, hvordan familien havde det.

Den lovede kaffe i receptionsteltet bliver der ikke noget af. I stedet sætter jeg mig på en kantsten, mens Sayed henter sin familie. Hans kone, Nahid og Mutahar på seks og Muhtasham på halvandet. Ali på to et halvt sover til middag.

Flygtningene foran lejren er afghanere, som kom igår aftes, forklarer Sayed. De har måttet vente hele natten og nu det halve af dagen på at komme ind i Illionis lejren. Der har været slagsmål mellem en gruppe syrere og en gruppe afghanere i en af teltlejrene på havnen i Piræus, og politiet har skilt de to grupper ad, og en del er altså havnet her. De gentagne slagsmål handler ofte om jalousi. Syrerne har udsigt til ihvertfald midlertid opholdstilladelse et sted i Europa, mens de fleste afghanere regnes for migranter og derfor kan se frem til at blive sendt tilbage igen.
Vi snakker blandt andet om Sayeds bekymring for, om han kan blive ved at få gratis medicin af Læger uden Grænser til sin handicappede søn. Medicinen er nødvendig, ellers bliver drengen urolig og vil ikke sove.

På vej hjem i toget, mens jeg kikker ud på det nedslidte Athen, tænker jeg på, at det er et stort ansvar for en kun tredive år ung mand.

 

image

Havneområdet i Piræus er fyldt med telte. Tusindvis af flygtninge har boet der i flere måneder.


2 kommentarer

Faces of war

 

image

I met Hasan, Nidal, Amani og baby Anisa in February in Jordan. They are refugee children from Syria, and they live with their mom and dad in a flat in a suburb to Amman. When they first came to Jordan four years ago fleeing the war in Syria, they stayed for two weeks in a big refugee camp in Jordan. The camp was far out in the desert, and it was terribly hot and a dangerous place to stay for children and women.

So one day a Jordanian friend came and said to the camp ward that he would take care of the family, and he promised to find them a place to live outside the camp.

That was how their dad got his job as a tailor in Muhammeds small shop in Amman. As a Syrian refugee their dad is not allowed to work, so all the time he is afraid of the police coming to catch him. Once they did, and he stayed in prison for two days.

Though their dad works twelve hours a day, he only earns very little, and the family is very, very poor, but still they are happy, he has a the job, so they do not have to stay in the camp.

Hasan goes to school every afternoon, otherwise he stays all day with his mom and Nidal and Amani and Anisa in the flat. Their parents can not afford buying any toys, and their mom would like to take them to the nearby playground, but it costs money to go there, so they do not go.

-Our lives have become very miserable, Hasan, Nidal, Amani and Anisas mom said to me, when I visited them in the flat.
-In Syria we had a good life and I hope we can go back soon.

 

image


Skriv en kommentar

Faces of war

imageIn January in Amman in Jordan I met 12 year old Ibrahim in a rehabilitation center. Ibrahim was badly wounded by a barrel bomb one year ago in Syria. In the same air strike he lost his mum, one sister, three brothers and five cousins. His dad was elsewhere the day the bombs killed his family in the village, where they were hiding and now Ibrahim and his dad is together in Amman.

Pieces from the barrel bomb took seven centimeter of Ibrahims bone in his left leg. The week after I meet him in the rehabilitation center, he and his dad was going to Canada, where they got asylum. In Canada Ibrahim is going to have professional surgery for his leg.

But Ibrahim didn’t want to go to Canada and it has meant a lot of persuasion from his dad and the staff in the rehabilitation center to make him go. He misses Syria and all he wants is to go back to his war-torn country.

-One day I will become a journalist, and I will go back home and tell the world the truth about this war. I want to be the youngest journalist in Syria, he told me.