anettes blog – on the road

refugees and migrants telling their stories

Grækenland kan ikke mere

2 kommentarer

Hjemløse flygtningefamilier lever på gaden i Athen

En baby så lille og fin i sin mors skød. Øjnene er lukkede. Måske drømmer hun. Smukke drømme om en vugge med flæser i et hvidt solfyldt værelse. Langt væk fra det brune stykke pap og det grå UNHCR tæppe, der er blevet hendes lod i livet. Vi er på Victoria Square, en plads midt i Athen. Endnu engang fyldt op med flygtninge, som ikke har andet sted at tage hen. Sidst i marts 2016 boede de her i hundredvis, i tusindvis, da Makedonien pludselig lukkede grænsen og satte en prop i for og migranters vej op gennem Europa.

Som dengang er det også afghanere, som bor her nu. Overalt børn og voksne, kvinder og mænd, unge og gamle, babyer og kvinder med endnu et barn i maven, bagage og kufferter, rygsække og poser, stablet oven på hinanden og op ad et træ eller et gelænder.

Jeg spørger moren, hvor gammel babyen er. Hendes kjole er mere grå end sort – af støv. Hun kikker uden at forstå op på mig og jeg tager fingrene i brug. Så rækker hun ti i vejret. En ung kvinde kommer til. Hun forklarer på engelsk, at babyen er ti dage gammel.

Vi behøver et hus at bo i, siger hun så og spørger, om jeg kan vise hende nogen sider på internettet, hvor de kan finde et sted at bo. Det er varmt under den brændende sol og den blå medbragte maske fra Danmark gør det svært at trække vejret. Ingen af flygtningene omkring mig har maske på. Eller adgang til at vaske hænder for slet ikke at tale om den lille luksuriøse flaske håndsprit, jeg har i tasken.

Havde det ikke været for COVID-19 ville jeg have sat mig ned på tæppet og snakket med kvinderne. Nu står vi op, og jeg viser hende sider på Facebook med værelser og lejligheder til leje.

Før vi går videre, får familien fem bleer til hver af de lidt større børn. Engelske Anne har bleer i rette størrelse til en baby.

I dag er her godt 30 familier. Klokken er ni om morgenen og ikke alle er vågnet endnu. Det er mest mændene, som stadig sover. Hvad skal de egentlig også vågne op til?

Da de forlod Morialejren på øen Lesbos med et lille kort som bevis på, at nu havde de fået asyl i Grækenland, blev de lovet et sted at bo og et arbejde, hvis bare de tog til Athen. Hver morgen ankommer nye familier med færgen i Piræus. Mange ender her på Victoria Square. Ihvertfald de afghanske familier. På Lesbos har de hørt om Victoria Square og metroen går jo direkte her til. En gang imellem ankommer politiet og laver en raid. Folk køres væk i busser og læsses af i bunker i en allerede overfyldt flygtningelejr uden for Athen.

Morialejren på Lesbos er overfyldt. Med plads til 5000 er der nu 13000, som lever under kummerlige forhold. Grækerne gør, hvad de kan for at der ikke skal komme flere. Landet kan ikke klare mere. De sidste mange måneder er de begyndt med de ulovlige push-backs. De overfyldte gummibåde skubbes tilbage til tyrkisk farvand og menneskeliv sættes på spil.

Den græske regering besluttede en gang i foråret, at man nu ikke længere var ansvarlig for at folk med asyl også havde et sted at bo. 10-12000 mennesker skulle pludselig forlade de lejre eller lejligheder, hvor de hidtil havde boet. Og de fik frataget det lille beløb de hver måned fik udbetalt til at leve for. Nu måtte de klare sig selv. I et i forvejen arbejdsløshedsplaget Grækenland.

Et par aftener senere er jeg igen på Victoria Square. Der sidder endnu flere mennesker med triste blikke på papstykker og UNHCR tæpper. Der står endnu mere bagage. Der er kun få ledige pladser tilbage på pladsen, og grækerne haster forbi uden at se. De har nok at tænke på. Landet er tæt på væbnet konflikt med Tyrkiet og i fjernsynet opfordres de til at købe dåsemad og forberede sig på krig. Så er der også Coronaen.

Cafeerne tæt på flygtningene har ingen kunder. Måske er det frygten for Corona. Enkelte af afghanerne på pladsen er testet positive og overflyttet til isolation i en lejr. Måske er det stanken af snavs. Da jeg kommer hjem, er der et opslag på Facebook om, at Morialejren på Lesbos brænder. Næste morgen er halvdelen af lejren brændt ned og 13.000 mennesker hjemløse. Og senere i dag læser jeg, at alle flygtninge i morges blev hentet af politiet og kørt i busser til andre lejre.

Forfatter: Flugtens ansigt

Jeg er freelancejournalist og fornylig gået på efterløn. Det har givet livet nye muligheder. Somrene tilbringer jeg på smukke Bornholm. Vintrene et sted ude i verden: Marokko, grænselandet mellem Thailand og Myanmar, Bali, Borneo eller et sted i Europa. Netop nu står Europa over for en af sine største flygtningekriser, og jeg vil bruge efteråret og vinteren 2015/16 til at sætte ansigter på denne humanitære tragedie. Jeg vil rejse i Grækenland, hvor mange flygtninge og immigranter første gang sætter foden på europæisk jord, og jeg vil senere tage til Jordan, et af de nærområder, der huser rigtig mange syriske krigsflygtninge.

2 thoughts on “Grækenland kan ikke mere

  1. ❤ prisværdigt med dine følsomme spændende beretninger, kære Anette

    Like

Skriv et svar til Kjeld Aaes Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.